Fællesskab Overskud Livsglæde Kage Energi

Drivkraft Aktivitet Nærhed Samhørighed

 

Faaborg Folkedansere har ca. 45 medlemmer, der danser hver mandag fra september til midten af marts. Vores instruktør indfører os i folkedansens mange trin og danse – og det gør han med et engagement og professionalitet, der får danseglæden frem i os alle. Dansen går så let, når vores tre spillemænd spiller op. I løbet af aftenen holdes en kaffepause, hvor den medbragte kaffekurv pakkes ud, og mens kaffen nydes, synger vi et par sange.

Du/I kan komme alene eller som par. Såvel nybegyndere som øvede er velkomne.

Vi danser i helt almindeligt tøj og sko. Det er absolut ikke nødvendigt at eje en folkedragt for at være med. Folkedragter bruges kun ved særlige lejligheder, hvor det så er muligt at leje en dragt.

I løbet af en danseaften øves trin, og der danses pardanse, kvadriller, kædedanse og mange andre danse.

I løbet af dansesæsonen er der forskellige arrangementer, som kan ses under ”Aktiviteter”. Danserne kan deltage i dans på Prices Have Centeret, dans på Kaleko Mølle på mølledagen, julelegestue m.m. Der er også mulighed for at deltage i legestue i andre foreninger, sommerstævne, landsstævne m.m. Du sætter selv grænserne for, hvor meget du har tid og lyst til at deltage i. Vi har forskellige traditioner i foreningen så som juleafslutning, sæsonafslutning og sommerfest. Vi betragter foreningen som et hyggeligt samlingssted, hvor glæden ved og fællesskabet om folkedansen kan udfoldes.

Foreningen Faaborg og omegns Folkedansere blev stiftet i 1974, så foreningen har holdt sit 40-års jubilæum. Foreningen har i 2012 ændret navn til Faaborg Folkedansere.

I 2010 blev foreningens første æresmedlem udnævnt. Det er Henning Storm, der efter 25 år som formand for Faaborg og omegns Folkedansere valgte at stoppe som formand. Henning Storm blev valgt ind i bestyrelsen ved foreningens stiftende generalforsamling og havde været medlem af bestyrelsen i 28 år. Henning Storm er fortsat aktiv danser i foreningen. Læs artiklen her.

Vedtægter for Faaborg Folkedansere

 

Folkedragter.

Der er flere, der har henvendt sig til foreningen og sagt, at de har en folkedragt, som de gerne vil af med (enten forære væk eller sælge). Men da vi ikke har mulighed for at opbevare alle disse dragter, har vi måttet sige pænt nej tak til flere.

Vi har i mellemtiden fået kontakt til Bernstoffsminde Efterskole i anden sammenhæng, og da de har et folkedanserhold, vil de gerne modtage folkedragter.

Er der nogen, der ligger inde med en dragt, de gerne vil af med, kan I kontakte formanden Lene Udenby. Hun vil så formidle kontakten videre.

Endvidere kan nævnes, at Den Fynske Landsby også er interesseret i at modtage folkedragter.